Vinens historie i Bourgogne

Plinius og Plutarch påstod, at gallerne invaderede Italien på grund af landets vin. Og da de gæve gallere stak halen mellem benene og flygtede nordpå over Alperne, skulle de have taget de romerske vintraditioner med sig til Bourgogne. Det er nok et noget lokalpatriotisk synspunkt. Det er mere sandsynligt, at vinstokkene blev bragt til Bourgogne via de græske besiddelser omkring Marseille, ca. 600 år før vor tidsregning, altså længe før romerne og også længe før de opdagede vinens velsignelser.

Vinhistorien i Bourgogne er uløseligt forbundet med kirken. Fra slutningen af det 5. århundrede blev der bygget klostre overalt i Bourgogne, og mange af nutidens store og fornemme appellationer i Bourgogne skyldes gaver fra konger og aristokrater til klostrene. Bl.a. var det cistercienserne, som grundlagde Clos de Vougeot.

I over 100 år var det de skiftende hertuger af Valois, der havde den egentlige magt i Bourgogne, som de havde den mange andre steder i Frankrig og i Flandern. En nøgleperson i denne periode af den franske historie var Hertug Philip den Godes kansler Nicolas Rolin, som i 1443, for at bøde lidt på sine barske handlinger, grundlagde Hôtel Dieu som hospital for de fattige. Hospitalet drives i dag for de indkomster, man har fra vindyrkningen på de efterhånden store besiddelser, man har modtaget som testamentariske gaver.

Hertugernes herredømme i Bourgogne sluttede i 1477, og området blev under Louis XI en egentlig del af Frankrig.

I 1395 gik Hertug Philip den Dristige til kamp mod Gamay druen. Han krævede vinstokkene revet op og erstattet af den mere ædle Pinot. Denne ordre kan betragtes som startskuddet til en langvarig kamp i Bourgognes vinhistorie. Det har været et spørgsmål om kvalitet eller kvantitet. Gamay, som er en højt ydende druesort, har altid haft en tendens til at løbe af med sejren i den strid. Til eksempel kan nævnes, at der i 1855 ud af i alt 26.500 ha vinmarker i Côte d'Or var tilplantet 23.000 ha med Gamay.

Der er også gennem tiden sket store forandringer i udstrækningen af de arealer, der er plantet til med vinstokke.

For at forstå, hvorfor der er så mange ejere af Bourgognes vinmarker, skal man tilbage til Den Franske Revolution i 1789, da alle kirkens ejendomme blev splittet op og delt. Også mange af adelens besiddelser blev delt, for aldrig senere at blive samlet igen. De franske arveregler, der ligesom de danske indebærer, at alle børn arver lige, har medført endnu flere delinger.

Bourgogne undgik ikke de to store ulykker, der ramte de franske vindyrkere i det 19. århundrede. Den første var mælkeskimmel, en form for meldug, som nedsatte udbyttet voldsomt, indtil man fandt ud af at pudre med svovl. En metode man under varierende former har brugt lige siden. Den anden ulykke, phylloxera (vinlus), havde endnu værre konsekvenser, som man kan se på det voldsomme fald i vinarealet i perioden mellem 1875 og 1929. Vinlusen kom fra USA, og den slog simpelthen vinstokkene ihjel ved sine angreb på planternes rødder.

Man havde ikke nogen gennemprøvet videnskabelig metode til udryddelse af vinlusen. Det betød, at vindyrkerne tyede til alskens gamle husråd. Blandt de forslag som kom frem, var at man skulle oversvømme vinmarkerne. Men det kunne selvfølgelig ikke lade sig gøre på skråningerne. Og også andre radikale forslag måtte forkastes. Problemet kunne i sidste ende kun løses ved, at man podede vinstokkene på amerikanske rødder, som var, og er immune over for vinlusens angreb. Men de økonomiske omkostninger var enorme. Mange vinbønder kunne ikke magte udgifterne, så de opgav enten vindyrkning eller forlod simpelthen området. Det medførte et drastisk fald i det samlede vinareal. Det var de bedste marker, som fik lov at bestå, og udbyttet på disse marker steg. Så på mange måder var situationen alligevel bedre efter end før vinlusen.

Den nyere historie. Efter anden verdenskrig fremkom et vidundermiddel til bekæmpelse af alle former for utøj på planterne, der blev meget let at holde markerne fri for ukrudt, meldug forsvandt med simple midler. Vidundermidlet er gift og det blev til gift for dyrkerne og hele området, for ganske langsomt døde det rette terroi, hvilket i sidste ende betød en dårligere most fra druerne.

Det man skal tænke på, er at vinplantens rødder er delt i 2 primære grene, den øvre der ligger i den første meter hvor terroi er til stede og det der giver vinen sin karakter, den anden der kan gå op til 20 meter ned, er den livgivende, der trækker vand op til planten. Når nu giften også dræber mikroklimaet, er det forståeligt at mosten i sidste ende bliver tynd. Det medførte til svindel, hvor der bl.a. blev opblandet med tung vin fra Algier, for bar at skaffe lidt farve i vinen. Omvendt blev kravet til vinmesteren styrket, og der blev virkelig udviklet kældermetoder, der var med til at dække det fatale arbejde i marken. Det betød at vinologen blev fantastisk dygtig til at styre kælderen frem til rimelige resultater. Det er noget vi dag har stor glæde af.

I firserne opdagede man langsomt den katastrofe markerne var udsat for, og der blev igen fokus på det væsentligste ved vindyrkning, nemlig arbejdet i marken. Anvendelsen af gift er stærkt reducere og økologisk drift er blevet vidt udbredt. Resultatet ses tydeligt fra midt i halvfemserne, hvor man efterhånden fik tilstrækkelig god most og det sammen med den nye kælderviden, har gjort at der faktisk ikke har været dårlige årgange siden. Et andet resultat af disse omlægninger er, at flere dyrkere, der tidligere leverede til Negosian, i dag selv vinifiserer. Den reelle årsag er, at mangen enten fik kasseret deres høst eller solgte til meget lave priser, simpelthen fordi mostens kvalitet var ringe. For overhovedet at overleve måtte der foretages investeringer i marker og i kældre. Mange bukkede under, men heldigvis kom nye til og billedet ser ud som det gør i dag.

Skrøner fortæller at befolkningen i Bourgogne stammer fra Bornholm, i form af et folkefærd i 1500 tallet, kaldt Burgundianere, der udvandrede sydpå fra Bornholm og ned i Europa, men om det er historisk korrekt kan ikke afklares.